Individuel fødsels-forberedelse
Individuel fødselsforberedelse forbereder dig og din partner til fødslen i et privat og fortroligt rum
Så simpelt kan det siges. Jeg gennemgår en normal fødsel fra den begynder hjemme hos jer og til jeres barn er født, formidlet i et sprog, som alle kan forstå.
Jeg fortæller også om den første tid efter fødslen med jeres lille barn og hvordan I kan komme godt i gang med amningen, hvis det er det I ønsker.
Sessionen bærer præg af at være en hyggelig samtale, hvor jeg fortæller ud fra illustrationer og hvor vi kommer omkring alle jeres tanker og spørgsmål. Jeg viser også nogle massagepunkter, som kan være virkelig nyttige at kende under fødslen.
Jeg forbereder altid den individuelle fødselsforberedelse efter jeres behov og situation. Det kan f.eks. være hvis fødslen skal sættes i gang eller der er planlagt kejsersnit? Det kan også være sygdomme ved mor eller tilstande ved jeres barn, som gør at vi ved forløbet bliver lidt anderledes. Har mor f.eks. diabetes eller har barnet nogle misdannelser, som vi skal tage højde for?
Den individuelle fødselsforberedelse kan også være for jer, som forventer et normalt forløb, men som ønsker et rum, hvor alle spørgsmål trygt kan stilles og hvor forberedelsen starter med helt basal viden om bl.a. livmoderen, fostervand og veer.
Se også patientudtalelser om individuel fødselsforberedelse.
I løbet af forberedelsen taler vi også om tegnene på at fødslen er i gang og hvornår I skal tage på hospitalet. Jeg udleverer en huskeliste, så I ved hvad der er godt at have med på hospitalet – både til jer og jeres lille barn.
Vi kommer omkring fødslens faser, mulig smertelindring (både naturlig og medicinsk), fødestillinger, fars/partnerens rolle undervejs, hud mod hud-kontakt efter fødslen, jeres barns signaler og amning. Jeg kommer også omkring igangsættelse af fødslen, det akutte kejsersnit og andre mulige indgreb, som kan komme på tale i løbet af fødslen.
Vi ved, at mental forberedelse til fødslen giver oplevelsen af mere kontrol, mindre angst og færre smerter
Samtidig ruster det også far/partneren til at deltage, og finde sin rolle og opgaver undervejs i forløbet. Det er dokumenteret at forberedelse øger sandsynligheden for en ukompliceret fødsel med mindre behov for medicinsk smertelindring og forbedrer kvindens oplevelse af forløbet. Så der er alt at vinde.
Individuel fødselsforberedelse vil typisk finde sted, når du er i graviditetens 3. trimester. Men i princippet kan forberedelsen starte når som helst i løbet af graviditeten. Det er op til jer, hvornår I gerne vil vide mere. Individuel fødselsforberedelse kan foregå enten i min klinik eller hjemme hos jer.