Gravidmassage
Kom ud af hovedet og ned i kroppen – for en stund
Gravidmassage er en rolig, blid massageform, hvor jeg med lange, faste strøg hjælper dig til at opleve ro og velvære i kroppen. Gravidmassage virker beroligende og afspændende og gennem den dybe afslapning vil du bedre kunne mærke din krops signaler, ønsker og behov.
Massagen afhjælper samtidig evt. uro i benene, væske i kroppen og sikrer en bedre blodgennemstrømning til dine muskler og organer. Massagen øger desuden udskillelsen af hormonet oxytocin, som også kaldes kroppens naturlige kærlighedshormon. Oxytocin virker fremmende på fødslen, så hvis du er tæt på termin, så vil en massage være med til at modne din krop til fødslen.
Gravidmassage kan gives til alle og er særligt for dig, som ønsker en tiltrængt pause og tid til at prioritere dig selv lidt ekstra. Til dig, som ønsker en bedre kropsfornemmelse og øget kropsbevidsthed og som vil opleve en dybere kontakt til dit barn i maven. Massagen er også til dig, der oplever symptomer på stress og som ønsker ro i nervesystemet.
Hos mig starter gravidmassagen med et fodbad og en kort samtale, hvor jeg spørger ind til dig, din graviditet og om der er noget jeg skal være særlig opmærksom på. Under selve massagen bruger jeg 100% rene olier, som er nærende for din hud. Massagen gives på en særlig briks med plads og støtte til den voksende mave fra 12. graviditetsuge og helt frem til fødslen – og lige så ofte som du ønsker.
Jeg udsteder også gavekort til gravidmassage, så du kan give en kærlig omsorgsgave til den kommende mor, der fortjener lidt ekstra forkælelse og tid til sig selv. Det er tiltrængt med afspænding og lindring, når kroppen føles tung, mens den giver plads og næring til et lille, nyt liv.
Gravidmassagen giver ro til at slippe tankerne, mærke kroppen, trække vejret dybt og sende tanker til din baby.
Se patientudtalelser om gravidmassage her.